Bedre sent end aldrig…

Et klogt menneske – for nu at gøre det kønsneutralt – sagde engang “bedre sent end aldrig”, og siden er det blevet gentaget i det uendelige for nu at være en kliche der oftest bruges i sammenhænge hvor det i virkeligheden nok er alt  for sent.

Som for eksempel nu: et halvt år siden sidste indlæg, og fire måneder efter jeg er kommet hjem fra Peru. Hvorfor overhovedet besvære sig med at skrive? Er der nogen der er interesserede?

På den anden side kan man da ikke bare lade sådan en blog hænge uafsluttet i cyberspace? Efter min hjemkomst har jeg fået verbale slag som straf for at have stoppet blogskriblerierne og opdateringerne før rejsen var nået til ende. Jeg undskylder hermed offentligt. Det, der skete, var  måske i virkeligheden at der pludselig skete så meget i Peru, udenfor computerskærmen, at det var svært at få ordene til at falde ordentligt på plads på skærmen. Sådan så andre mennesker også kunne forstå det.

Tiden siden sidst kan groft sagt deles i tre store dele: Den sidste tid i Villa el Salvador, Rundrejsen, og Det at komme tilbage til Danmark. Jeg beklager på forhånd hvis det kommer til at skorte med store, maleriske billedbeskrivelser (selvom naturen fortjener det) og sjove, små anekdoter til at få en større pointe frem i lyset (selvom det heller ikke skorter på dem), men dette indlæg bliver skrevet mere af pligt end af lyst. Dels fordi jeg sidder en sen onsdag aften og burde være i gang med mindst fem andre ting, men også fordi dette er det (cirka) sjette opsamlende-og-tak-for-sidst-indlæg jeg er startet på siden maj. Så nu skal det altså skrives! Så ja, jeg må bede om jeres overbærenhed før vi kan gå i gang.

Den sidste tid i Villa el Salvador
Jeg forlod Villa el Salvador i slutningen af juni (=> Rundrejsen), og vendte derefter tilbage en måned senere, hvor jeg havde hele syv skønne, proppede, begivenhedsrige og følelsesladede dage til at sige pænt farvel og tak, nos vemos y gracias, til hele baduljen: Lærere, elever, venner, fodboldspillere, frugtsælgende damer, kioskmænd og husmødre.  Det er utroligt hvor mange mennesker der er med til at forme ens hverdag!

Men hov, det blev lige lovligt kort nok beskrevet den første sidste tid i Villa, altså den måned der gik fra jeg sidst skrev (i starten af maj) til vi reelt set tog på rundrejse og forlod stedet. Det var i denne periode, at hverdagen slog rod, hvor venskaberne blev knyttet dét stykke tættere, og vi alle – på forskellige tidspunkter – kom til at erkende (og forstå) at vi danskere var her på lånt tid. Altså, for det meste var vi selvfølgelig alle sammen glade og havde det grineren, det er klart. Vi spillede fodbold, drak øl, gik i biografen og fik tiden til at gå som vi nu bedst kunne. Men nogle gange kom man da i tanke om, at der var noget der hed returbillet og “vi ses måske aldrig igen”, fordi man også havde et liv på den anden side af jorden. Som fx på Mors Dag, som er en stor ting i Peru skulle jeg hilse og sige, hvor ens elever spørger om man ikke savner sin mor? Og man svarer “Jo, men jeg ser hende jo snart igen”, men bliver ked af det, fordi dét, at man snart ser sin mor, betyder at man skal stoppe med at undervise eleverne. Ikke fordi det er undervisningen man kommer til at savne, det er eleverne. Elever, som man kan invitere til frikadeller, spille fodbold med eller gå i parken med. Elever, som man  kan lære at lege kluddermor, og som kan lære en nogle slangord på spansk.  (Og okay, her vil jeg da godt lige afsløre noget: når jeg skriver man, mener jeg i virkeligheden jeg).

Eller man kom til at tænke på det, når man snakkede om fødselsdage med sine venner. Fordi det pludselig gik op for os alle sammen, at vi for eksempel ikke skulle fejre min fødselsdag sammen med øl på stamstedet og fest til den lyse morgen. For til den tid var jeg tilbage i Danmark.

Den opmærksomme (for ikke at sige tålmodige) læser vil på dette tidspunkt i beretningen have bemærket at jeg vendte tilbage til Villa. At jeg ikke tog til Sao Paolo, hvor min returbillet ellers oprindeligt gik fra. En beslutning, jeg var rigtig glad for, selvom det kom til at koste mig lidt ekstra. Det var det hele værd! (Og desuden var jeg heldig nok at få penge tilbage fra SKAT, så på bundlinjen var der ikke den store forskel, og penge har jo kun den værdi man giver dem).

Rundrejsen
Denne del skal der altså ikke bruges så mange linjer på. Rundrejsen var fantastisk, jeg har minder for livet og over 2000 billeder på computeren, men det er samtidig en del af min rejse som de fleste kan gøre efter. For helt ærligt: Så svært er det bare heller ikke at være turist. Det, der gjorde rejsen speciel var blandt andet, at jeg rejste med Karle og Cilja. At Shane og Stephany kom og brugte et par dage med os i Cusco. At vi fik lov til at bo privat hos min elevs onkel i junglebyen Iquitos.

Generelt er Peru et fantastisk land at rejse i. Her er tre rigtig gode grunde:

• Det er billigt. Vi købte mad til 15 kr. pr. måltid, og betalte 80 kroner for en 12-timers bustur. Eller man kan spise en ti-retters menu på verdens 42nde bedste restaurant til kun 400 kr. Blot tre eksempler.
• Man kan se alt. Vi forlod Amazonasjunglen for at stå i en ørkenoase dagen efter. En uge efter var vi oppe i Andesbjergenes tynde luft.  En lokal bartender fortalte os at ud af verdens ca. 130 mikroklimaer kunne Peru prale af at have hele 89. (Okay, tallene er omtrentlige).
• Man kan se alt. Ældgamle Inkaruiner, mystiske Nazcalinjer, storslået natur, ekstrem fattigdom, gadeteater.

Arequipa stjal mit hjerte, Machu Picchu slog benene væk under mig, og turen derop tog pusten fra mig (i mere end en forstand). Nazca viste os månen set gennem et teleskop, og de mystiske linjer som ingen kan forstå meningen med, forundrede også os. Og en rar keramiker brugte fantastisk kropssprog til at forklare os, hvordan han lavede keramik på samme måde som det oprindelige Nazca-folk. I Cusco drak vi fantastisk juice og besøgte et chokolademuseum, og på et Colca Canyon-trek så vi majæstetiske  kondorer og mødte en sjov amerikaner. For blot at nævne nogle af de få oplevelser vi havde undervejs. Alt kan anbefales. Alt er fantastisk. Jeg har fotos.

(Karle har været meget bedre til at skrive om vores oplevelser, de kan læses på hendes blog: traekfugliperu.wordpress.com)

At vende tilbage til Danmark
Puha, nu bliver det svært. Jeg græd som pisket i flyet til Madrid. Fordi jeg havde forladt Peru, og slet ikke glædede mig til at komme hjem. Da vi begyndte nedstigningen i flyet til København kiggede jeg ned på Sverige (som jeg i sagens tjeneste forestillede mig var Amager, og altså dansk jord) og følte ingen voldsom gensynsglæde, ingen sommerfugle i maven eller sentimental længsel efter leverpostej og frisk mælk. Først da jeg havde fået min bagage og var på vej ud af døren til ankomsthallen i Kastrup glædede jeg mig rigtigt til at se min familie igen. Min familie som jeg altså ikke havde set i 4½ måneder.

Dette skriver jeg ikke fordi jeg vil gøre min mor ked af det, eller for at overdrive eller anvende et eller andet litterært trick. Jeg skriver det fordi det er sandt, og fordi de følelser, jeg sad med, var stik modsat af, hvad jeg havde forventet jeg ville føle. Jeg skriver det også fordi jeg ikke gider føle, at det var forkerte følelser. Jeg vælger at tro, at det er helt normalt, og at der sidder folk derude der – hvis de ad mystiske omveje nogensinde kommer til at læse disse linjer – kan nikke genkendende til de følelser jeg beskriver.

Og selvfølgelig var jeg da glad for at se min familie igen, og letmælk har aldrig smagt bedre end da jeg drak den på Dragør Strand i dansk sommersol med danske jordbær til. Nu er jeg så småt ved at komme mig over kulturchok nummer 2, men det har taget lidt tid. Til at starte med blev jeg overrasket når butikkerne kunne tage i mod en hundredekronerseddel selvom jeg kun skulle købe for 8 kr., og at de tog i mod den uden at kigge efter om den var ægte. Nu lader jeg min cykel stå ulåst hvis jeg bare skal ind et sted i fem minutters tid, og har ingen skrupler over at vifte med min pung på åben gade. Mennesket kan tilpasse sig til alt.

Jeg fejrede ikke fødselsdag i Peru, men i Danmark. Vi var ikke i en ørken eller på salsadiskotek, men det danske sommervejr viste sig fra sin bedste side, og jeg fejrede dagen med familie og venner, med kage og kakao – som man nu gør i Danmark. Men dagen startede allerede klokken 4 om morgenen, hvor jeg blev ringet op af en ven fra Peru der, lidt tvivlende, spurgte om det da ikke var i dag jeg havde fødselsdag? For tillykke med det da, så.

Og med dette slutter vi for nu. Ikke med store, forkromede tanker om, hvor meget eller lidt Peru har ændret ved mig og min måde at se verden på. Ikke med flere ord om gensynsglæde, savn og facebooks pludselige nytteværdi når der pludselig er 7 timers forskel på min og deres hverdag.

Men jeg tager tilbage dertil – det er sikkert.

Det klassiske Inkatrail

- er fuldt booket indtil slutningen af august. Vi booker i stedet ind på dette spændende trek:
http://www.waykitrek.net/salkantay.html
Vi får stadig set Machu Picchu, vi tager bare en anden vej end alle de andre. Æv bæv sagde tre Rasmus Modsat-piger, vi er da bare ligeglade.

Håber alle der læser er ved godt mod og eventuelt har lidt solskin på sig. I dag er det mors dag, noget de går meget op i her i landet, så jeg skal ud og spise ceviche hos en af gutternes mor. So long.

Kære far

Hvis du nogensinde får gjort alvor af dine planer om at tage til Peru, er du nødt til at skrive Huancayo på din rejseplan. Jeg tog derop i påsken sammen med de tre andre og Ilane (det udtales Ajliin), en af de nye lærere på Cepromup og samtidig en af de to der skal til Danmark og Løgumkloster til september. Og ja, jeg ved godt det er lang tid siden det var påske, men altså. Jeg spiste påskechokolade fra Danmark så sent som i går (hils for resten mor og sig tak, det var virkelig lækkert!), og det ene med det andet, og bedre sent end aldrig, ikke?

Vi tog i hvert fald af sted skærtorsdag om eftermiddagen, og fik pladser allerbagerst i bussen. Det var jeg glad ved, for det er jo almen viden at det er med busser som med rutsjebanen i tivoli – det føles vildere når man sidder bagved, det er som om man har mere fart på. Om der så også er større risiko for bræk ved jeg ikke, men det var der tydeligvis for ham, der havde siddet i sædet før mig. Det skal siges at personalet virkelig havde gjort sit for at fjerne spor – der var en krads lugt af rengøringsmiddel, og næsten alt opkastet var fjernet. Når det så er sagt, så kan man jo godt forstå hvis det er lidt svært at komme helt ind i hjørnerne i selespændet, for eksempel. Men altså, otte timers slingrende bjergvej gennem minebyer og bjergsøer, med lamaer i fri natur. Cirka halvvejs gik det op for mig: Jeg var i Andesbjergene!

Vi ankom (mere eller mindre) helskindede til Saño, en lille flække der ligger cirka en halv times buskørsel væk fra Huancayo, og i tyve minutters gåafstand til Hualhuas hvor vi overnattede. I Saño bor Ilanes bedsteforældre og et par kusiner og fætre som vi hilste på og dagligt spiste hos. Det var også Ilanes bedstemor der tilberedte cuy til os om fredagen. Ja, den er god nok. Jeg har spist et marsvin. Ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive smagen. Det var ikke dårligt, men det var heller ikke godt. Det var bare, konkluderede jeg. Strukturen i kødet var lidt mere elastisk end kylling. Andreas siger det mindede om kanin, men det skal jeg ikke kunne udtale mig om.

Huancayo ligger i cirka 3500 meters højde, beliggende i en bjergdal. Hver morgen stod jeg op til en udmattende smuk udsigt, der fuldstændig tog vejret fra mig. Det gjorde den tynde bjergluft for resten også – prøv lige at gå op ad bakke med halvt så mange luftatomer pr. m3 som du er vant til! (Okay, jeg indrømmer: Jeg ved ikke om det er halvt så mange eller kvart så mange eller om man overhovedet kan sætte en præcis brøk på det. Men forskellen var virkelig tydelig! Når det så er sagt nød jeg også den friske bjergluft, og det skal heller ikke lyde som om jeg var den i rejseselskabet der reagerede dårligst på de uvante højder. Tværtimod var jeg i den heldige ende: Jeg hverken kastede op eller fik svimmelhedsanfald. Tak for gode gener, siger jeg bare.)

I Lonely Planet havde vi læst om dette tog der ved specielle lejligheder kørte fra Lima til Huancayo og retur igen på 12 timer. Det skulle være noget af det smukkeste, og samtidig verdens tredjehøjestbeliggende jernbane (og der er jo altid noget fascinerende ved ting med superlativer). Anyways, Andreas og Cilja var taget hjem om lørdagen for at nå at sige farvel til Shane inden han rejste. Karle, Ilane og jeg tænkte vi ville tage toget hjem om søndagen, men da vi kom hen til billetkontoret stod der at toget ikke kørte pga. risiko for løse sten. Ih hvor vi ærgrede os. Selvom det lidt var en trøst at vi blev forhindret af naturlige omstændigheder og ikke noget så irriterende som udsolgte billetter eller skyhøje priser. Men senere var der en taxachauffør der fortalte os at det sjovt nok sker hvert år: Tæt på 500 turister kommer herop med tog, men når de skal hjem igen er togbanen lukket pga. risiko for nedfaldende sten. Hvad gær turisterne så? De er selvfølgelig nødt til at tage en bus. Der i anledning af højtiden har sat priserne usandsynligt højt op i forhold til det normale. Rygtet siger at busselskaberne giver jernbaneselskabet (der er styret af kommunen!) en kæmpe pose penge, og så snakker man ikke mere om den sag. Det er et rygte der er omtrent lige så velkendt som dem om Tommy Kamp var i Køge (og det er sjovt nu fordi det er kommet op på Ekstra Bladets niveau. Eller ned på, om man vil.) Men far? Korruption! Bestikkelse! Uærlighed! Lige for næsen af mig! Behøver jeg sige at vi ikke kom med toget? I stedet brugte vi søndagen på at se torre torre, gå på søndagsmarked i Huancayo og drikke lækker juice fra frugtbod.
Torre Torre er nogle fantastiske stensøjler, nænsomt skabt af moder natur gennem de sidste par millioner år. Kan ikke rigtig beskrive dem, du må se nogle billeder, men det var helt fantastisk at vandre op og ned af dem i formiddagssolen og have hele området for sig selv.

Og far, jeg ved, du har snakket om at tage til Cusco og gå ”en meditativ Inkasti, på samme måde som inkaerne gjorde det”. Glem det, det løb er for længst tabt til turistindustrien (udtaler mig nu med sikkerhed efter at være gået i gang med at bestille). I Huancayo kan du derimod stadig se spor fra Huanca-civilisationen (tror jeg det staves), den eneste civilisation inkaerne ikke kunne besejre, hverken med krig eller listig overtalelse. Og i krigen mod Chile var Huancayo også et af de steder i Peru det tog længere tid at besejre. Huancaerne slog fra sig, og besejrede chilenerne og nutidens Huancaer er derfor et stolt folkefærd der holder fast i det, de ved fungerer. Why fix it if it ain’t broken? Bedstemødrene bærer stadig alle sine ting i et tørklæde på ryggen, fletter sit lange, gråsorte hår i to lange og tynde fletninger, og tager typisk 4 store skørter på når de står op om morgenen. Det er ægte højlandsstil, især hvis man lige tilføjer en hat der ligner en krydsning af en bowlerhat og en solhat. Jeg kalder dem postkortperuanerne – for højlandsperuanerne ser bare anderledes idylliske ud! Med deres røde kinder og tøjstil som man ikke helt kan beskrive, for det er ikke rigtig en stil men mere en tilpasning af hvad vejret kræver og hvad butikkerne har.

Kære far, jeg kunne jo blive ved. Har slet ikke fortalt hvordan de forærer alt deres håndlavede alpacauld, bearbejdede sølvsmykker og klassiske huer væk til ingen penge, eller om den zoologiske have hvor jeg holdt både en ørn og en slange, og der var en lille pige der ville have et billede sammen med os fordi vi var hvide. Alligevel vil jeg stoppe – der skal jo også være noget at fortælle om når jeg kommer hjem igen.

Hav det dejligt og hils resten af familien.
Kæmpe kram og varme tanker fra Stine

P.S. Billeder kommer senere, måske.
P.P.S. Håber ikke det gør noget jeg deler brevet med – potentielt set – hele verden ved at lægge det ud på bloggen.

I anledning af en 2-maaneders dag

- praesenteres nu: Flere Lister. (Fordi jeg syne der sjovt)

Du ved, det er blevet hverdag i Villa el Salvador når du:
- Selv undlader at hente en kniv til dit måltid. Hvad skal man med sådan en skarp og farlig sag, når højre pegefingerfungerer mindst lige så godt til at skubbe mad rundt med?
- Har lært at beherske sandmarken og ikke længere behøver skrubbe sand af dine fødder hver aften. (Ved nærmere eftertanke er det muligvis ikke et spørgsmål om at beherske noget som helst, men snarere et spørgsmål om personlig hygiejne.)
- Opdager der er fem minutter til du skal mødes et andet sted, og tænker ”Arh, der er stadig lige tid til et slag rommie eller fem.” Eller giver dig til at spise aftensmad, tisse af, snakke med en peruaner, lave ingenting, eller alt sammen i skøn forening. Det kaldes peruansk tid.
- På magisk vis får plads til både nøgler, pung og mobiltelefon i din bh (eller bukser, det skal bare ikke kunne ses) så du kan forlade huset uden pose. Man bruger helst ikke taske, det ser for rigt ud, og man risikerer at blive bestjålet. 
- Har en .50 mønt parat til busbilletten når du står på: Hvis billetdamen siger, det koster mere, kan du ryste på hovedet og med rette indvende at du er Escolar, og at billetten altid har kostet .50 soles. Man skal ikke finde sig i at blive narret, bare fordi man er hvidere end de andre passagerer.
- Bebrejder dig selv for at have tjekket en sms på åben gade. Så er det jo klart, den bliver stjålet 3 minutter efter! (Det er faktisk en sand historie: En fyr stak hånden ned i lommen på mig, hapsede min telefon og løb. Det var lidt irriterende, men okay, jeg bad jo selv om det, sådan som jeg stod og flashede mobilen på åben gade.)
- Ikke bliver bange, men tværtimod griner lidt for dig selv når du ser en minibuschauffør lave korsets tegn for sit bryst før han kører ud i en rundkørsel. Trafikken er jo som den skal være: Alle er enige om ikke at følge reglerne.
- På stående fod kan nynne omkvædene til minimum de 5 mest populære salsahits. Mens du vrikker hoften i takt til, det er da klart.
- Tømmer et glas med øl, ryster skummet ud på jorden, og sender glasset videre til ham, der står og venter med flasken til højre for dig i deleøl-cirklen.
- I kortspil automatisk har vænnet dig til at spille mod urets retning. Det er mærkeligt, men sådan er det altså her. Er det fordi vi er på den sydlige halvkugle? Jeg ved, det er det, der påvirker hvilken vej toilettet skyller ud. 

Efter to måneder er det stadig sjovt at
- Omregne fra peruanske nuevos soles til danske kroner. Eksempelvis: ”Ej, så i dag var der en motortaxichauffør der ville have 6 kroner for at køre mig – kun mig – herover. Can you believe it? Jeg nægtede selvfølgelig, jeg nægter at betale mere end 3 kroner for det lille stykke vej.” eller ”Arh, jeg ved ikke rigtigt – 30 kroner for en hovedret. Er det ikke et lidt pebret sted?”
- Grine sammen med peruanerne. Det er nemlig ikke noget, der går stille for sig: Høje og pludselige latterhyl er standard og klask på låret forstærker latteren. Hvis de står op mens de griner, kan de eventuelt tage et par skridt bagover, simpelthen fordi det er så morsomt. 
- Kigge på de døde, opsprættede kyllinger der hænger på markedet. Okay, det lyder makabert. Men man kan se æggene! Nogle af kyllingerne har små, gule vindrueklaser i sig, mens andre tydeligvis var ved at skide et æg ud i dødsøjeblikket.
- Tage en motortaxi. Der er altså noget morsomt ved at skulle aftale prisen før man sætter sig ind i en skramlet trehjulet knallert. 
- Undervise! Det er trods alt grunden til at jeg kom her til at starte med. En ting er at det er frivilligt, en god ting at kunne skrive på CV’et, det er idealistisk og lærerigt, men det er også sjovt!

Det er til gengæld knap så sjovt at
- Skulle være på vagt og tænke på sikkerheden hele tiden: Hvis det er for mørkt må vi ikke tage nogen steder hen alene. Det er farligt at gå på gaden, og man skal helst tage bus eller motortaxi selv for de mindste strækninger.
- Bære sine ting i plasticposer fordi det ser for rigt ud at gå med taske. For en pige der både er miljøbevidst og har en taskefetich er det en udfordring. 
- Blive piftet og fløjtet af på gaden. Slap nu af, jeg ved godt jeg er lækker! Eller, nåja, hvid og iøjnefaldende i hvert fald. 
- Spise ris. Det er fint nok med kylling, men ris? Hver. Eneste. Dag. Helt ærligt? Så spændende er de bare heller ikke, og jeg savner ærligt talt kartofler som hovedtilbehør.
- Møde mennesker hvis hverdag består i at sælge saft på gaden (/gå rundt og sælge karameller på gader og i busser/have en lille frugtbod på markedet/[indsæt selv meningsløst og uudfordrende job her­]) i timevis hver dag. 

For at slutte af med lidt mere godt, så er det forresten også vildt fedt at
- Kunne møde andre danske turister og tilbyde at vise dem rundt, fordi man jo lige er stedkendt her i et område der ikke lige nævnes i Lonely Planet. 
- Der rent faktisk står lækker, hjemmelavet mad klar til mig hver dag ved frokosttid.
- Nyde hver dag i dette støvede og fattige område, og stadig glæde sig til at skulle rejse videre og se lidt mere af Peru. Totalt win-win.
- Have en hverdag med så få faste aftaler at de kan huskes i hovedet. Det er vildt afslappende.
- Lære et nyt sprog, og kunne bruge det i praksis hver dag.

Billeder fra Quinceaños

Siden kablet blev fundet ved nærmere eftersyn, kommer her nogle billeder til at vise stemningen fra 15års-fødselsdagen. Først det formelle: Satinbetræk, fotografering og vals med de mandlige gæster. Siden hora loca med Mickey Mouse, plasticfløjter, klovnedværge og balloner. Enjoy.

Et meget mærkeligt land…

Nogle gange oplever man noget, der er mærkeligt. Det kan være mærkeligt fordi det går i mod de forventninger man havde, eller fordi det strider i mod ens opfattelse af det normale. Hvilket, vil nogle måske indvende, kan komme ud på et. Nuvel. Noget mærkeligt kan for eksempel være en flyvende elefant, en DJ på 85 år eller en kommunistisk præsident i USA. I lørdags oplevede jeg noget, der – set med mine danske kulturbriller – simpelthen var så mærkeligt at jeg stadig mangler ord for det. En femtenårsfødselsdag. Det var flot og fantastisk, og jeg er ovenud taknemmelig for at være blevet inviteret til og få lov til at opleve sådan en kæmpe dag i en ung kvindes liv. Men hvor var det bare mærkeligt!

Forestil jer den danske konfirmation. Det er nogenlunde den vigtighed der lægges i en piges 15-års fødselsdag. Og så lidt til. Invitationen kom fra Betsy, en pige der var med til min workshop i den første uge, og derudover går i engelskklasse med halvdelen af min workshop. Invitationen kom uventet, og gjaldt for alle fire danskere. Vi var ikke i tvivl: Selvfølgelig skal vi med, det er en fantastisk mulighed at få.

Forventningerne
I Villa el Salvadors gader har vi flere gange lagt mærke til de butikker der sælger kjoler og udlejer festudstyr. Festudstyr inkluderer satinbetræk til plastikstole, bordduge og dekorationer i det farvetema man nu vælger. Pink og lilla er de mest populære, men man kan også finde orange og grønne temaer. Kæmpe kager der ligner en krydsning af en bryllupskage og det skæve tårn i Pisa tårner sig op – falske, naturligvis, de er kun til pynt og har derudover den smarte funktion at kunne genanvendes.

Da vi modtog en invitation fra Betsy, gik vores forventninger altså udelukkende på festlokalet: Vil der være satinbetræk på stolene? Vi håbede.

Den danske konfirmation starter omkring eftermiddag, og varer – afhængigt af gæsternes udholdenhed – til ud på natten. På vores invitation stod der, at festen startede klokken 9 pm. Ser punctual. Vi glædede os – endelig et krav til peruanernes tidsfornemmelse. Til store begivenheder som disse regner man vel ikke med peruviansk tid? På den anden side af invitationen stod der godt nok at festen startede klokken 10 pm., så for at undgå at dumme os, spurgte vi Betsy. ”My birthday party begins at 10.30.” var hendes svar. Godt vi spurgte, ellers havde vi risikeret at komme halvanden time for tidligt, og dét ville godt nok være pinligt! Klokken 22.40 stod vi udenfor lokalet. Vi var blevet en smule forsinkede af at pakke gaven ind og nette os – hvor pænt klæder man sig? Man vil helst ikke skille sig ud, hverken ved at være overdressed eller underdressed. Men vi havde ikke behøvet at stresse. Der var ikke kommet så mange andre gæster, og dem, der var, sad spredt placeret på stolene ude langs væggen. Der var satin for alle pengene.

“Nå, men så sidder vi her”
Vi fandt nogle stole, og satte os til at vente. Og vente. Og vente lidt til. På hvad, vidste vi ikke helt. Fødselaren, eventuelt? Hun var ingensteds at se, og da nogle af mine andre elever kom, fik vi at vide at fødselaren først ville komme klokken 12. Hvad skulle gæsterne så lave indtil da? Det måtte de selv om. Så vi sad og ventede og snakkede i godt en time ekstra, mens resten af gæsterne kom sivende. Lidt over tolv kom seks marineklædte mænd marcherende ind fra gaden med sabler, kommandoråb og taktfaste skridt. I mellem dem kom Betsy, klædt i en lilla drøm af en prinsessekjole. Diadem i håret, sølvstiletter og en handsome uniformsklædt mand til at følge sig ind i lokalet. Der skulle ikke mangle noget. Så var der taler. Tak fordi I vil være med til denne store dag, i dag bliver du en kvinde Betsy, osv. Og hvor det til danske konfirmationer er spredt lidt ud over måltidet, var talerne her koncentreret i en, stor omgang. Derefter skulle far danse vals med sin datter, og det var noget af det fineste jeg længe har set. Folk klappede i takt til, og jeg tænkte, at jeg kunne se på det i evigheder – noget jeg også kom til. Det viser sig nemlig at være en peruansk skik at alle de mandlige gæster skal op og danse vals med fødselaren. Mens de andre står og kigger og klapper. Konferencieren præsenterede: Onkel Jorge, fætter Manuel, klassekammerat Jaine, grandkusine Marias kæreste Raoul. Alle mandfolk. Drenge på ti år såvel som Andreas. Og så med far igen til sidst for at runde det af. Derefter skulle der fotograferes i grupper. Igen præsenterede konferencieren: Farmor og farfar. Mormor og morfar. Kusiner på mors side. Kusiner på fars side. Og så videre. Los profesores daneses de CEPROMUP skulle også op en tur.

Mens en dansk konfirmation er koncentreret om måltidet og samtalen er en peruansk 15års fødselsdag koncentreret om dansegulvet og musikken. Klokken var halv to før alle talerne, den arrangerede vals og fotograferingen var færdig, og musikken var så høj at det krævede viljestyrke at gennemføre en samtale. Fødselaren havde skiftet til en kortere prinsessekjole der var mere egnet til danseaktiviteten. Maden blev serveret i snackstørrelser på fade, og det var først klokken halv fire at der kom portionsanretninger på bordene (kyllingeroulade med ris – why were we not surprised?) til dem, der ønskede, mens dansegulvet og musikken pulserede videre.Hvis det lyder forvirrende, er det fordi det var det. Men det mest forvirrende var, at vi var de eneste der lod til at synes det var forvirrende!

Den skøre time
Hold fast i billedet af en dansk konfirmation, sammenlign det med det, der er beskrevet for oven, og tilføj nu hora loca – et helt nyt element af mærkelighed. Jeg kan ikke huske, hvornår på natten det var, men på et tidspunkt stoppede musikken, og en dommedagsstemme deklarerede at det var ”HORA LOCA!” Herefter er rækkefølgen lidt uklar. Men der var plasticfløjter, konfektkanoner og sæbespåner i luften. Folk havde hawaiikranse på og sjove hårbøjler i håret. Der var lange balloner som folk slog hinanden i hovederne med. Og et besynderligt optog bestående af Mickey Mouse og to klovneklædte mennesker – hvoraf den ene var dværg – kom hoppende ind i salen og begyndte at larme, pifte, starte boogie-woogiekæder og spontane hoppekredse. Vi gjorde vores bedste for at følge med i al galskaben, men det var svært at give slip på hæmningerne i samme stil som peruanerne. Om galskaben varede fulde 60 minutter skal jeg ikke kunne sige, men på et tidspunkt hoppede Mickey og klovnene ud igen, og folk stoppede med at pifte i fløjterne, tog hårbøjlerne af, og begyndte at danse salsa. Pyha, back to normal.

Kagen blev serveret i portioner i små papæsker med Betsys navn på, og da nogle begyndte at gå hjem, skyndte moren sig at dele souvenirs ud: Små plasticblomster der kan blinke blåt og rødt, hvor en skrift på soklen for evigt vil minde ejeren om denne uforglemmelige aften.

For uforglemmeligt var det, og uanset hvor mærkeligt det var for en kartoffeldansker som mig at opleve, så må der ikke herske tvivl om at det var en smuk begivenhed. Betsy blev fejret af alle de mennesker, hun holder af – og lidt til – og alle traditioner blev overholdt.

Og som et sidste P.S. Jeg ved, jeg lovede billeder. Men kablet er midlertidigt forsvundet. Næste gang, måske.

For at sige det kort…

Så kører jeg lige lidt blogindlæg i punktform. Frisk og innovativt, tænker nogle måske. Dovent, tænker andre. Men anyways, here goes:

Ting, der sker lige pt. – udenfor og indeni:

1. Vi har nu været her i fem uger. Det er lige så lang tid som vi brugte på højskolen. Og ikke engang halvdelen af den tid, vi skal bruge her i alt. Det er fedt at vi skal være her i så lang tid, tænker jeg for tiden. Måske når den følelse at ændre sig – jeg håber det ikke.

2. Den første workshop er slut (uden at jeg har skrevet rigtigt om den her på bloggen? Det er mærkeligt. Må ofre et selvstændigt indlæg til det, men kan løfte sløret: Det er fedt). Hver workshop varer fire uger, og næste omgang begynder 4. april.

3. Et billede siger mere end tusinde ord. Og siden jeg efterhånden har skrevet en halv roman uden så meget som et eneste billede fra den “forkerte” side af Atlanterhavet, så er næste blogprojekt at lægge billeder fra kameraet op. Ama’r og halshug.

4. Vi er blevet inviteret til 15års-fødselsdag. Det er ret stort her i Peru. Nu siger jeg ret stort, jeg underdriver, jeg mener kæmpe. Det er noget med masser af kage og dans og balloner og pynt, og en fødselar i prinsessekjole (det er kun pigerne der bliver fejret i anledning af de 15. Har endnu ikke grejet om det hænger sammen med at Peru er et chauvinistisk land, eller hvad dølen det drejer sig om.)

5. I torsdags var vi med til gradueringsceremoni for Advanced 3, det sidste trin i CEPROMUP’s niveauinddeling. Det resulterede i mange taler om vigtigheden af at lære engelsk, hvor stor en dag det var og hvor fedt det var at vi danskere havde tid, lyst og engagement til at komme og undervise, og om vi ikke også havde lyst til at sige et par ord? Bum, øh, jo. Og så stod man der og sagde et par sætninger – PÅ SPANSK – om tak og tilykke og “jeg prøver lige, men spansk er dælme svært” i forskellige variationer.

6. Generelt er det blevet hverdag. På den alt for fede måde. Vi har fået venner at hænge ud med, der alle har noget nyt at vise os, og samtidig er vi vante nok i området til selv at kunne færdes (kun i dagslys, det er klart). Vi ved, hvor man kan sende breve og købe vatpinde, og hvor meget det skal koste at komme frem og tilbage med en motortaxi. Lige nu er alt fedt, og alligevel bliver det federe dag for dag.

Arroz con pollo
Før vi tog af sted spurgte vi Sergio fra højskolen om maden i Peru. Han svarede noget i stil med at:  “I Peru spiser vi ret meget kylling med ris”. Vi kiggede på hinanden og tænkte: “Nå ja, det gør vi jo også her i Danmark, what’s the big deal?”
Men det, som Sergio lige så godt kunne have sagt var:
“I Peru spiser man kylling eller ris hver dag. Med stor sandsynlighed begge dele, samtidig, i forskellige variationer. Nogle gange krydres der med en skive kartoffel eller to, men det er mest for sjov eller pynt, du ved. Hvis der går mere end en dag hvor du hverken får kylling eller ris kan der være to mulige forklaringer:
a) Der er noget galt
b) Du er ikke længere i Peru, hvilket så igen betyder at noget er galt.”  Det ville have været en helt del tættere på sandheden. Har konkluderet at man ikke kan være vegetar i det her land og forvente mad på bordet. Eller, det kan man godt, man prøvede faktisk, men man (og det er her, man læser Stine i stedet for man) gav op efter cirka tre dage og overgav sig til kyllingen. Så efter 1½ måneds vegetarisk levestil har Peru ført mig tilbage til kødæderfolden.

Og det var så det, der lå på hjerte for denne gang. Håber I alle har det dejligt i Danmark, eller hvor i verden I nu ellers befinder jer. Hvis ikke det skinner i gennem mellem linjerne, skærer jeg det gerne ud i pap: Jeg har det vidunderligt. Føler mig enormt privilegeret. Og nyder livet.. Mañana, mañana.

Tre tv-programmer

- der bare aldrig ville slå i gennem på dansk sendeflade.

Sommerens hofter
Et konkurrenceprogram hvor deltagerne danser sine hofter af led for at bevise, at netop de er værdige til at repræsentere hele Peru med sine hoftevrikkende bevægelser.Programmerne varierer i den grad at deltagerne – kvindelige, selvfølgelig – skifter fra det ene halvnøgne kostume til det andet, danser sin egen specielle koreografi, og enten danser i kategorien “Alene”, “Med partner” eller “Med gruppe”. Dommerpanelet sidder på sidelinjen – OG DANSER MED mens de sidder! – for derefter at kommentere. Der e både Alan Tornsberg og Britta-musen. Update: Sommerens hofter har selvfølgelig sit begrænsede fokus. Andre udgaver er Sommerens bagdel og Sommerens lår. Så når man lidt længere omkring.

Limon Lima
Forestil dig studiet i “Hvem vil være Millionær”. Der er ingen stole i midten af studiet, men plads til diverse udfordringer. Hans Pilgaards seriøse “Er det dit endelige svar?” er udskiftet med en frodig blondine i gallakjole der er best pals med alle deltagerne. I stedet for svære spørgsmål udsættes deltagerne for diverse udfordringer der skal klares på tid, og det er her programmet bliver charmerende – Hver udfordring er nemlig mere latterlig end den anden. Jeg nævner i flæng: Vælt en blyant på fem meters afstand ved at trille glaskugler mens du ligger på maven. Du har et par nylonstrømpebukser. I hver fod ligger der en mønt. Hiv begge mønter op på under et minut – kun ved brug af hænderne! Stabl sekskantede møtrikker i et tårn kun ved hjælp af en blyant. Spis to piller der ligger på en blyant der hænger vandret i luften i en sindrig hæve-sænkefunktion hvor trisserne er dine egne ører. Hver gang en deltager klarer en udfordring. jubler både vært og deltager som om de lige havde fundet en kur mod kræft/fundet sin forsvundne søn/bestået en universitetseksamen uden at have læst op/alle tre ting på en og samme tid. Det er sjovt fordi det er latterligt. 

Teresa
Generelt er der en helt anden kultur med soap operas, eller telenovellas som de hedder på spansk, i Peru end der er i Danmark. I Danmark er den ikke-eksisterende, det er den i høj grad her. Det er tv, der er så dårligt at jeg stort set mundret kan genfortælle dialogen selvom jeg ikke forstår et ord af det hidsigt spanske de fyrer af. Hvor kameraføringen er doven og musikken overdriver enhver stemning i en sådan grad at det hele kommer til at ligne candyfloss på tv. Sukker med sukker på. Stereotyperne er tykkere end Prins Henriks franske accent, og handlingen skifter mellem at være forudsigelig og direkte latterlig: Teresa er vokset op i fattige kår. Men det vil hun ikke finde sig i, og beslutter sig for at rykke op ad den sociale rangstige, koste hvad det vil. Hendes kæreste er for fattig for hende, så hun slår op, og finder en rig, hvid fyr, samt kommer – på mystisk vis? – ind på en fin og fornem skole. Hendes tidligere kæreste bliver uddannet læge på den ærlige vis, og hans slikhår og evigt pertentlige slips vidner om en person der er ordentlig på alle punkter. En af de rige piger afslører Teresas baggrund og håner hende foran alle skolens elever – det er selvfølgelig lig med en bitch fight der skal strække sig over resten af serien. Alle ved at Teresa er “altid slem” (siempre mala!), bortset fra Teresas 30-årige gudmor der ikke kan få børn og derfor ikke vil tage i mod kærligheden fra en anden 30-årig mand – hvordan kan de nogensinde blive lykkelige uden børn? Aftenen før sit bryllup med rig, flot (men uærlig?) mand, erklærer Teresa og lægeeks sin evige kærlighed til hinanden. Til brylluppet flirter Teresa med rig fyr der har taget 27-årig jomfrus mødom og lovet hende at det var ægte og evig kærlighed, ikke bare sex. I sin jagt efter rigdom skyder Teresa alle fra sig: Ærlig eks, ydmyge forældre og gudmor. Det er sjovt at se, i ti minutter mens man spiser frokost, og så heller ikke så meget mere. Stereotyperne bliver for tykke til at det er sjovt, selv for mig. 

If I could turn back time…

… så ville jeg have pakket mere tøj og færre bøger. Har bare indset at det kunne være rart med mere end et par shorts samt at jeg – på trods af de mange måneders tidsperspektiv – nok næppe kommer til at læse i Filosofisk Antropologi (som jeg pakkede med i sidste øjeblik fordi den “så meegainteressant ud”)
If I could turn back time … så ville jeg have sparet flere penge op. Har logget på netbank for første gang siden jeg tog af sted, og det er ikke fordi jeg mangler penge, men umiddelbart var der bare færre end jeg lige havde troet.

Men størst og mest af alt, If I could turn back time …så ville jeg hoppe tilbage og stikke mit fortidige jeg en dummeflad for at have været så… frelst? Naiv? Har endnu ikke helt fået sat de rigtige ord på det, men jeg føler mig i hvert fald dum nu. Da jeg i Danmark læste om Peru, læste jeg om tidligere præsident Fujimori. Jeg læste om hans korruption og hans brud på menneskerettighederne, jeg læste om hans stadigt store opbakning blandt befolkningen, og jeg læste om hans retssag for en international domstol der endte i en fængselsstraf på jeg-kan-ikke-huske-hvor-mange-år. Jeg tænkte blandt andet: “Hvordan kan han stadig have stor opbakning? Er de dummere end andre mennesker i Peru, eller hvad?”, jeg var forarget over at en folkevalgt politiker på den måde kunne misbruge folkets tillid og ligefrem bryde menneskerettighederne – det var noget med at være ansvarlig for kidnapningen og mordet på to journalister, samt diverse massakrer såvidt jeg husker. Summa summarum: Jeg kom til Peru med et billede af Fujimori som totalt skurk og peruanerne som relativt naive.
Forestil jer min forbløffelse/forargelse/forskrækkelse(?) da jeg på min første biltur gennem Peru ser valgplakater for Keiko Fujimori (skurkens datter) som præsidentkandidat og sønnen Kenji der stiller op til Kongressen!

…Og her går jeg så lidt i stå. For det er umiddelbart lidt svært at forklare hvordan min danske naivitet for alvor gik op for mig. Måske var det da eleverne i min workshop med den største selvfølgelighed sagde: “Korruption er et af vores største problemer, men der er ikke så meget at gøre ved det lige nu. Sådan er det bare.” – et udsagn jeg har hørt igen og igen, i forskellige variationer. Måske var det da en af lærerne sagde at ingen af præsidentkandidaterne for alvor var gode, det handlede bare om at stemme på den, der er “mindst slem.”
Eller måske var det da min spansklærer Jackie satte tingene i perspektiv ved at argumentere for det således: Jo, han gjorde slemme ting. Jeg siger ikke, det var rigtigt at gøre de ting, Fujimori gjorde. Men han kæmpede mod terrorismen – terroren herskede her i landet, rigtig slemt endda, og en så beskidt krig kræver beskidte midler. Han slog terroren ned. Fujimoris korruption blev opdaget, men gør det hans korruption værre end de politikere hvis beskidte kneb aldrig bliver opdaget? Husk på at Fujimori gjorde mange gode ting for de fattige i landet: Han byggede flere skoler og opstartede en masse hjælpeinitiativer til de fattige. På den måde ser jeg ham lidt som en Robin Hood.”
Og så kunne man ellers sidde der og føle sig naiv. For en ting er korruption i Danmark: Det er en helligbrøde af største karakter, noget som vi vælgere aldrig i livet ville finde os i. Journalister såvel som bumsede teenagere på facebook ville protestere, og de ansvarlige ville blive lynchet. Her er virkeligheden bare en anden! Og det er umuligt at komme hertil med danskerbrillerne på og føle sig bedrevidende og forarget på peruanernes vegne. Korruption er en del af dagligdagen, den er accepteret. At vende den politiske kultur har lange udsigter, skal man tro dem, jeg har snakket med om emnet. De idealer om politisk ærlighed og menneskerettigheder er ikke genanvendelige i hele verden. Så kære, fortidige jeg: Pak mere tøj, og færre danske frelste idealer.
(P.S. Måske er det grov læsning. Og det er heller ikke fordi jeg regner med at komme hjem til Danmark og finde mig i hvad som helst fra politikernes side – bestemt ikke. Men det har været noget af en AHA-oplevelse, som jeg hermed håber at have formidlet videre.)

Diverse andet fra valgkampen
- For valgkamp er her jo. Og der bliver reklameret med kæmpe plakater allevegne, printede reklamer bag på busbilletterne og mange andre ting som – set med de for kort tid siden forbandede danskerbriller – virker lidt ekstreme. Fx kører der nogle gange biler ude på vejene der med kæmpe højtalere reklamerer for en politisk fest mens de kasterunker af flyers ud på gaden. Få samler dem op, og hvorfor en fest skulle overbevise vælgerne, har jeg endnu ikke forstået. Fx er der meterhøje og -brede graffititmalerier med politikernes navne og slagord. Det ville måske ikke virke så underligt hvis der var andet graffitti på den størrelse. Det er der bare ikke. Fx kører der tv-reklamer med politiske spots der som sådan ikke indeholder politiske budskaber, men flotte mennesker der står og snakker om deres drømme eller børn eller deslige. Plakaterne prydes med slogans der rækker fra “En ung repræsentant i Kongressen!” (for det gør ham bedre, det er klart) til “Jeg elsker familien Peru” (- og så er politikken jo god).
Valget står søndag d. 10. april, og vi følger spændte med.

Den allerførste gang…

Når man sådan ankommer til et nyt kontinent, et nyt land med nyt sprog og nye mennesker, er den første tid fyldt med Førstegangsoplevelser en masse. Efter godt to uger i Villa el Salvador er det vist passende at opsummere et par af dem:

Min første peruvianske flirt
…var samtidig min først jæs-oplevelse med det spanske sprog. Eller, sort of. En dag hvor jeg tog bus alene til CEPROMUP kommer billetmanden hen for at få mine 0,5 sol. Han spørger hvor jeg skal hen, og jeg svarer. Han spørger om noget mere, og busturen går med små brudstykker af samtale mens han samler billetter ind. Jeg synes faktisk det går helt fint med at forstå hvad han siger, sådan essensen af det: Hvor længe har du været her, hvornår rejser du, din hud er godt nok hvid, lidt som mælk (no shit, Sherlock) og dit spansk er da okay. Da jeg skal forlade bussen, rækker han mig en billet. På bagsiden står hans navn og nummer. Bum. Havde flirtet på peruviansk, helt uden at vide det! Og altså, hvis han havde vært de der 20-30 år yngre havde det måske endda været tiltrækkende. Er på grænsen til at kalde det en reel scoring. Der var trods alt nummer med.

Mit første møde med Stillehavet
var torsdag eftermiddag. Det var fedt og stort at sidde i strandkanten og kun have strand til højre og venstre så langt øjnene rakte. I horisonten kan man ane store bakker (for små til at kalde bjerge, men alligevel rimelig grande?), til dels dækket af noget der for den uvidende kunne kaldes tåge, men som den informerede kalder smog og forurening. Mærkelig tanke at vide, at på den anden side af havet er der ikke noget Sverige, som der ellers plejer at være, men et par Stillehavsøer, og langt, langt borte noget Indisk Ocean og New Zealand/Australien/Japan (eller det der). Vi badede ikke, for bølgerne var kæmpestore. Til gengæld soppede vi til anklerne, men blev våde til lårene når kæmpebølgerne skyllede ind over os.
Et par pelikaner fløj lavt over havet. Ægte pelikaner! Og en delfingruppe der tydeligvis ikke forstod det som de fleste peruvianere fortalte os: At der egentlig var for forurenet ved disse kyster til at der plejede at være delfiner. De flashede finner i vandkanten til den store guldmedalje, og en en gang i mellem hoppede de op på ægte idyllisk/romantisk filmfacon. Se delfiner i levende live: Tjek. Det var eksotisk og velkendt på samme tid. Eksotisk på grund af dyrene, udsigten og vejret, men velkendt og trygt fordi hav og bølger trods alt har den samme beroligende effekt uanset hvilke bredde- og længdegrader man befinder sig på.

Min første uge som engelsklærer
har været uvirkeligt lang. På den ene side er det dette projekt vi er kommet herned for, det er det, vi har brugt tiden på højskolen til at forberede os på. Og på den anden side var jeg totalt uforberedt og gik i mild panik weekenden op til. Jeg underviser de nye lærere tre gange om ugen om formiddagen, og har en daglig workshop på mellem/avanceret niveau hver aften. Kørte et tema om Peru og Danmark, hvor jeg bl.a. satte dem til at lave sin egen quiz med spørgsmål om Peru. (Det kan godt anbefales: Det er en ret god måde at lære noget mere om landet og området end det, der nødvendigvis lige står i Lonely Planet eller Turen Går Til.) En af aftenerne skrev de statements ned om Villa el Salvador, det distrikt i Lima som vi bor i. Garbage in the streets. Street dogs. Nice and kind people. There’s always sand in the shoes (SKØNT at høre det også irriterer de lokale!) og Parks everywhere var nogle af de mildere udsagn. Under de knap så hyggelige var udsagn om rapists, bad boys, it’s not safe to go out alone og pollution makes me sick. Det er alligevel ret vildt at høre hvor åbent de snakker om det. Hos lærerne blev det formuleret således: Det er muligt man som turist har set centrum af Lima med de flotte UNESCO-fredede bygninger, eller Miraflores som er det moderne distrikt a la Beverly Hills, men du kan ikke sige du har været i Lima før du har set Villa el Salvador. Det er trods alt det største distrikt i Lima, og selvom folk her måske ikke er de rigeste, holder de sammen. Her kender man hinanden. Villa el Salvador: You don’t want to miss it!

Min første politiske aktivitet
Som nogle af jer ved, er der præsidentvalg i Peru  i år. Selvom valget først er i april, var der plakater overalt allerede ved vores ankomst. Siden er reklamemassen intensiveret til også at inkludere aviser samt tv-reklamer. Jeg prøver at følge med i aviserne (okay, prøver er måske så meget sagt. Jeg læser nogle gange noget i avisen, men mit spanske er endnu ikke nok til at forstå andet og mere end enkelte ord. Så det jeg læser er mest volapyk og billeder.), og noget af det jeg forstår er meningsmålingerne. De viser stor fremgang til Toledo (fra Peru Posible) og Keiko (datter af Fujimori, en tidligere præsident der nu er fængslet for brud på menneskerettighederne. Ikke at det skal lide hende til last. Eller, jo. Det skal det vistnok  lidt).
Men hvis man spørger Consuelo som vi bor hos, kan man ikke stole på diagrammerne. Hun siger, at uanset hvem man spørger på gaden, vil de stemme på Castañeda (kandidaten der har valgt en solgul skjorte til sine valgplakater og ligner en, der ikke er vant til at smile og derfor tvinger sin mund til at vise tænder). En af aftenerne var der noget, der mindede om valgmøde i parken udenfor CEPROMUP. En forkølet trompet spillede nogle sange, og en kvinde snakkede i mikrofon. Der var mange Gracias og Grupo Diesisiete (det område CEPROMUP ligger i), og det handlede måske og vistnok om at den politiker hun talte varmt for, generelt var kendt i området, og havde lovet asfalt på vejene. Ja. Selvom jeg ikke forstod et pløk, råbte jeg ivrigt med på kampråbet – for det havde jeg lært på klingende spansk. Håber der kommer flere af den slags oplevelser, og er generelt lidt spændt på at kunne følge med i valget.

Mit første gennembrud med det spanske “r”
Har kæmpet med at lære det spanske rulle-r. Pio og Andreas har været behjælpelige med øvelser og tålmodighed, sange og opmuntring. I går kom gennembruddet: Ariana, 8-årig datter i huset der ikke kan forstå mine ord uden rulle-r i, kommenterede at det var perfekt. Perfekt! Så nu kan jeg lyden! Næste skridt er at indlemme lyden naturligt i mit sprog. Det rulle-r skal tæmmes, siger jeg jer!

Håber I alle sammen har det dejligt, uanset hvor I lige befinder jer.

P.S. Jordskælvet lod vente på sig. Det lyder omvendt, men vi var faktisk lidt skuffede. Så sad man bare der, samlet, klar til at løbe ud på en åben plads hvis det skulle være. Og så skulle det åbenbart slet ikke være alligevel.