Tre tv-programmer

- der bare aldrig ville slå i gennem på dansk sendeflade.

Sommerens hofter
Et konkurrenceprogram hvor deltagerne danser sine hofter af led for at bevise, at netop de er værdige til at repræsentere hele Peru med sine hoftevrikkende bevægelser.Programmerne varierer i den grad at deltagerne – kvindelige, selvfølgelig – skifter fra det ene halvnøgne kostume til det andet, danser sin egen specielle koreografi, og enten danser i kategorien “Alene”, “Med partner” eller “Med gruppe”. Dommerpanelet sidder på sidelinjen – OG DANSER MED mens de sidder! – for derefter at kommentere. Der e både Alan Tornsberg og Britta-musen. Update: Sommerens hofter har selvfølgelig sit begrænsede fokus. Andre udgaver er Sommerens bagdel og Sommerens lår. Så når man lidt længere omkring.

Limon Lima
Forestil dig studiet i “Hvem vil være Millionær”. Der er ingen stole i midten af studiet, men plads til diverse udfordringer. Hans Pilgaards seriøse “Er det dit endelige svar?” er udskiftet med en frodig blondine i gallakjole der er best pals med alle deltagerne. I stedet for svære spørgsmål udsættes deltagerne for diverse udfordringer der skal klares på tid, og det er her programmet bliver charmerende – Hver udfordring er nemlig mere latterlig end den anden. Jeg nævner i flæng: Vælt en blyant på fem meters afstand ved at trille glaskugler mens du ligger på maven. Du har et par nylonstrømpebukser. I hver fod ligger der en mønt. Hiv begge mønter op på under et minut – kun ved brug af hænderne! Stabl sekskantede møtrikker i et tårn kun ved hjælp af en blyant. Spis to piller der ligger på en blyant der hænger vandret i luften i en sindrig hæve-sænkefunktion hvor trisserne er dine egne ører. Hver gang en deltager klarer en udfordring. jubler både vært og deltager som om de lige havde fundet en kur mod kræft/fundet sin forsvundne søn/bestået en universitetseksamen uden at have læst op/alle tre ting på en og samme tid. Det er sjovt fordi det er latterligt. 

Teresa
Generelt er der en helt anden kultur med soap operas, eller telenovellas som de hedder på spansk, i Peru end der er i Danmark. I Danmark er den ikke-eksisterende, det er den i høj grad her. Det er tv, der er så dårligt at jeg stort set mundret kan genfortælle dialogen selvom jeg ikke forstår et ord af det hidsigt spanske de fyrer af. Hvor kameraføringen er doven og musikken overdriver enhver stemning i en sådan grad at det hele kommer til at ligne candyfloss på tv. Sukker med sukker på. Stereotyperne er tykkere end Prins Henriks franske accent, og handlingen skifter mellem at være forudsigelig og direkte latterlig: Teresa er vokset op i fattige kår. Men det vil hun ikke finde sig i, og beslutter sig for at rykke op ad den sociale rangstige, koste hvad det vil. Hendes kæreste er for fattig for hende, så hun slår op, og finder en rig, hvid fyr, samt kommer – på mystisk vis? – ind på en fin og fornem skole. Hendes tidligere kæreste bliver uddannet læge på den ærlige vis, og hans slikhår og evigt pertentlige slips vidner om en person der er ordentlig på alle punkter. En af de rige piger afslører Teresas baggrund og håner hende foran alle skolens elever – det er selvfølgelig lig med en bitch fight der skal strække sig over resten af serien. Alle ved at Teresa er “altid slem” (siempre mala!), bortset fra Teresas 30-årige gudmor der ikke kan få børn og derfor ikke vil tage i mod kærligheden fra en anden 30-årig mand – hvordan kan de nogensinde blive lykkelige uden børn? Aftenen før sit bryllup med rig, flot (men uærlig?) mand, erklærer Teresa og lægeeks sin evige kærlighed til hinanden. Til brylluppet flirter Teresa med rig fyr der har taget 27-årig jomfrus mødom og lovet hende at det var ægte og evig kærlighed, ikke bare sex. I sin jagt efter rigdom skyder Teresa alle fra sig: Ærlig eks, ydmyge forældre og gudmor. Det er sjovt at se, i ti minutter mens man spiser frokost, og så heller ikke så meget mere. Stereotyperne bliver for tykke til at det er sjovt, selv for mig. 

If I could turn back time…

… så ville jeg have pakket mere tøj og færre bøger. Har bare indset at det kunne være rart med mere end et par shorts samt at jeg – på trods af de mange måneders tidsperspektiv – nok næppe kommer til at læse i Filosofisk Antropologi (som jeg pakkede med i sidste øjeblik fordi den “så meegainteressant ud”)
If I could turn back time … så ville jeg have sparet flere penge op. Har logget på netbank for første gang siden jeg tog af sted, og det er ikke fordi jeg mangler penge, men umiddelbart var der bare færre end jeg lige havde troet.

Men størst og mest af alt, If I could turn back time …så ville jeg hoppe tilbage og stikke mit fortidige jeg en dummeflad for at have været så… frelst? Naiv? Har endnu ikke helt fået sat de rigtige ord på det, men jeg føler mig i hvert fald dum nu. Da jeg i Danmark læste om Peru, læste jeg om tidligere præsident Fujimori. Jeg læste om hans korruption og hans brud på menneskerettighederne, jeg læste om hans stadigt store opbakning blandt befolkningen, og jeg læste om hans retssag for en international domstol der endte i en fængselsstraf på jeg-kan-ikke-huske-hvor-mange-år. Jeg tænkte blandt andet: “Hvordan kan han stadig have stor opbakning? Er de dummere end andre mennesker i Peru, eller hvad?”, jeg var forarget over at en folkevalgt politiker på den måde kunne misbruge folkets tillid og ligefrem bryde menneskerettighederne – det var noget med at være ansvarlig for kidnapningen og mordet på to journalister, samt diverse massakrer såvidt jeg husker. Summa summarum: Jeg kom til Peru med et billede af Fujimori som totalt skurk og peruanerne som relativt naive.
Forestil jer min forbløffelse/forargelse/forskrækkelse(?) da jeg på min første biltur gennem Peru ser valgplakater for Keiko Fujimori (skurkens datter) som præsidentkandidat og sønnen Kenji der stiller op til Kongressen!

…Og her går jeg så lidt i stå. For det er umiddelbart lidt svært at forklare hvordan min danske naivitet for alvor gik op for mig. Måske var det da eleverne i min workshop med den største selvfølgelighed sagde: “Korruption er et af vores største problemer, men der er ikke så meget at gøre ved det lige nu. Sådan er det bare.” – et udsagn jeg har hørt igen og igen, i forskellige variationer. Måske var det da en af lærerne sagde at ingen af præsidentkandidaterne for alvor var gode, det handlede bare om at stemme på den, der er “mindst slem.”
Eller måske var det da min spansklærer Jackie satte tingene i perspektiv ved at argumentere for det således: Jo, han gjorde slemme ting. Jeg siger ikke, det var rigtigt at gøre de ting, Fujimori gjorde. Men han kæmpede mod terrorismen – terroren herskede her i landet, rigtig slemt endda, og en så beskidt krig kræver beskidte midler. Han slog terroren ned. Fujimoris korruption blev opdaget, men gør det hans korruption værre end de politikere hvis beskidte kneb aldrig bliver opdaget? Husk på at Fujimori gjorde mange gode ting for de fattige i landet: Han byggede flere skoler og opstartede en masse hjælpeinitiativer til de fattige. På den måde ser jeg ham lidt som en Robin Hood.”
Og så kunne man ellers sidde der og føle sig naiv. For en ting er korruption i Danmark: Det er en helligbrøde af største karakter, noget som vi vælgere aldrig i livet ville finde os i. Journalister såvel som bumsede teenagere på facebook ville protestere, og de ansvarlige ville blive lynchet. Her er virkeligheden bare en anden! Og det er umuligt at komme hertil med danskerbrillerne på og føle sig bedrevidende og forarget på peruanernes vegne. Korruption er en del af dagligdagen, den er accepteret. At vende den politiske kultur har lange udsigter, skal man tro dem, jeg har snakket med om emnet. De idealer om politisk ærlighed og menneskerettigheder er ikke genanvendelige i hele verden. Så kære, fortidige jeg: Pak mere tøj, og færre danske frelste idealer.
(P.S. Måske er det grov læsning. Og det er heller ikke fordi jeg regner med at komme hjem til Danmark og finde mig i hvad som helst fra politikernes side – bestemt ikke. Men det har været noget af en AHA-oplevelse, som jeg hermed håber at have formidlet videre.)

Diverse andet fra valgkampen
- For valgkamp er her jo. Og der bliver reklameret med kæmpe plakater allevegne, printede reklamer bag på busbilletterne og mange andre ting som – set med de for kort tid siden forbandede danskerbriller – virker lidt ekstreme. Fx kører der nogle gange biler ude på vejene der med kæmpe højtalere reklamerer for en politisk fest mens de kasterunker af flyers ud på gaden. Få samler dem op, og hvorfor en fest skulle overbevise vælgerne, har jeg endnu ikke forstået. Fx er der meterhøje og -brede graffititmalerier med politikernes navne og slagord. Det ville måske ikke virke så underligt hvis der var andet graffitti på den størrelse. Det er der bare ikke. Fx kører der tv-reklamer med politiske spots der som sådan ikke indeholder politiske budskaber, men flotte mennesker der står og snakker om deres drømme eller børn eller deslige. Plakaterne prydes med slogans der rækker fra “En ung repræsentant i Kongressen!” (for det gør ham bedre, det er klart) til “Jeg elsker familien Peru” (- og så er politikken jo god).
Valget står søndag d. 10. april, og vi følger spændte med.

Den allerførste gang…

Når man sådan ankommer til et nyt kontinent, et nyt land med nyt sprog og nye mennesker, er den første tid fyldt med Førstegangsoplevelser en masse. Efter godt to uger i Villa el Salvador er det vist passende at opsummere et par af dem:

Min første peruvianske flirt
…var samtidig min først jæs-oplevelse med det spanske sprog. Eller, sort of. En dag hvor jeg tog bus alene til CEPROMUP kommer billetmanden hen for at få mine 0,5 sol. Han spørger hvor jeg skal hen, og jeg svarer. Han spørger om noget mere, og busturen går med små brudstykker af samtale mens han samler billetter ind. Jeg synes faktisk det går helt fint med at forstå hvad han siger, sådan essensen af det: Hvor længe har du været her, hvornår rejser du, din hud er godt nok hvid, lidt som mælk (no shit, Sherlock) og dit spansk er da okay. Da jeg skal forlade bussen, rækker han mig en billet. På bagsiden står hans navn og nummer. Bum. Havde flirtet på peruviansk, helt uden at vide det! Og altså, hvis han havde vært de der 20-30 år yngre havde det måske endda været tiltrækkende. Er på grænsen til at kalde det en reel scoring. Der var trods alt nummer med.

Mit første møde med Stillehavet
var torsdag eftermiddag. Det var fedt og stort at sidde i strandkanten og kun have strand til højre og venstre så langt øjnene rakte. I horisonten kan man ane store bakker (for små til at kalde bjerge, men alligevel rimelig grande?), til dels dækket af noget der for den uvidende kunne kaldes tåge, men som den informerede kalder smog og forurening. Mærkelig tanke at vide, at på den anden side af havet er der ikke noget Sverige, som der ellers plejer at være, men et par Stillehavsøer, og langt, langt borte noget Indisk Ocean og New Zealand/Australien/Japan (eller det der). Vi badede ikke, for bølgerne var kæmpestore. Til gengæld soppede vi til anklerne, men blev våde til lårene når kæmpebølgerne skyllede ind over os.
Et par pelikaner fløj lavt over havet. Ægte pelikaner! Og en delfingruppe der tydeligvis ikke forstod det som de fleste peruvianere fortalte os: At der egentlig var for forurenet ved disse kyster til at der plejede at være delfiner. De flashede finner i vandkanten til den store guldmedalje, og en en gang i mellem hoppede de op på ægte idyllisk/romantisk filmfacon. Se delfiner i levende live: Tjek. Det var eksotisk og velkendt på samme tid. Eksotisk på grund af dyrene, udsigten og vejret, men velkendt og trygt fordi hav og bølger trods alt har den samme beroligende effekt uanset hvilke bredde- og længdegrader man befinder sig på.

Min første uge som engelsklærer
har været uvirkeligt lang. På den ene side er det dette projekt vi er kommet herned for, det er det, vi har brugt tiden på højskolen til at forberede os på. Og på den anden side var jeg totalt uforberedt og gik i mild panik weekenden op til. Jeg underviser de nye lærere tre gange om ugen om formiddagen, og har en daglig workshop på mellem/avanceret niveau hver aften. Kørte et tema om Peru og Danmark, hvor jeg bl.a. satte dem til at lave sin egen quiz med spørgsmål om Peru. (Det kan godt anbefales: Det er en ret god måde at lære noget mere om landet og området end det, der nødvendigvis lige står i Lonely Planet eller Turen Går Til.) En af aftenerne skrev de statements ned om Villa el Salvador, det distrikt i Lima som vi bor i. Garbage in the streets. Street dogs. Nice and kind people. There’s always sand in the shoes (SKØNT at høre det også irriterer de lokale!) og Parks everywhere var nogle af de mildere udsagn. Under de knap så hyggelige var udsagn om rapists, bad boys, it’s not safe to go out alone og pollution makes me sick. Det er alligevel ret vildt at høre hvor åbent de snakker om det. Hos lærerne blev det formuleret således: Det er muligt man som turist har set centrum af Lima med de flotte UNESCO-fredede bygninger, eller Miraflores som er det moderne distrikt a la Beverly Hills, men du kan ikke sige du har været i Lima før du har set Villa el Salvador. Det er trods alt det største distrikt i Lima, og selvom folk her måske ikke er de rigeste, holder de sammen. Her kender man hinanden. Villa el Salvador: You don’t want to miss it!

Min første politiske aktivitet
Som nogle af jer ved, er der præsidentvalg i Peru  i år. Selvom valget først er i april, var der plakater overalt allerede ved vores ankomst. Siden er reklamemassen intensiveret til også at inkludere aviser samt tv-reklamer. Jeg prøver at følge med i aviserne (okay, prøver er måske så meget sagt. Jeg læser nogle gange noget i avisen, men mit spanske er endnu ikke nok til at forstå andet og mere end enkelte ord. Så det jeg læser er mest volapyk og billeder.), og noget af det jeg forstår er meningsmålingerne. De viser stor fremgang til Toledo (fra Peru Posible) og Keiko (datter af Fujimori, en tidligere præsident der nu er fængslet for brud på menneskerettighederne. Ikke at det skal lide hende til last. Eller, jo. Det skal det vistnok  lidt).
Men hvis man spørger Consuelo som vi bor hos, kan man ikke stole på diagrammerne. Hun siger, at uanset hvem man spørger på gaden, vil de stemme på Castañeda (kandidaten der har valgt en solgul skjorte til sine valgplakater og ligner en, der ikke er vant til at smile og derfor tvinger sin mund til at vise tænder). En af aftenerne var der noget, der mindede om valgmøde i parken udenfor CEPROMUP. En forkølet trompet spillede nogle sange, og en kvinde snakkede i mikrofon. Der var mange Gracias og Grupo Diesisiete (det område CEPROMUP ligger i), og det handlede måske og vistnok om at den politiker hun talte varmt for, generelt var kendt i området, og havde lovet asfalt på vejene. Ja. Selvom jeg ikke forstod et pløk, råbte jeg ivrigt med på kampråbet – for det havde jeg lært på klingende spansk. Håber der kommer flere af den slags oplevelser, og er generelt lidt spændt på at kunne følge med i valget.

Mit første gennembrud med det spanske “r”
Har kæmpet med at lære det spanske rulle-r. Pio og Andreas har været behjælpelige med øvelser og tålmodighed, sange og opmuntring. I går kom gennembruddet: Ariana, 8-årig datter i huset der ikke kan forstå mine ord uden rulle-r i, kommenterede at det var perfekt. Perfekt! Så nu kan jeg lyden! Næste skridt er at indlemme lyden naturligt i mit sprog. Det rulle-r skal tæmmes, siger jeg jer!

Håber I alle sammen har det dejligt, uanset hvor I lige befinder jer.

P.S. Jordskælvet lod vente på sig. Det lyder omvendt, men vi var faktisk lidt skuffede. Så sad man bare der, samlet, klar til at løbe ud på en åben plads hvis det skulle være. Og så skulle det åbenbart slet ikke være alligevel.

Kender I det…

…når man kommer tilbage fra fest klokken tidlig om morgenen, og lige når man skal til at lægge sig til at sove, begynder naboens hane at gale?
Eller når folk på gaden laver kysselyde og pifter efter dig fordi du er hvid?
Eller fx når det et gå ud efter mørkets frembrud aldrig må foregå alene, og allerhelst skal akkompagneres af en, der er lokal og bor i området? Især hvis man bærer på noget – taske er et totalt no-go, og plastikposer kan altså også være lige lovligt farlige. Vi ser jo hvide ud, ergo rige, af natur, så det er ret vigtigt at passe på.

Eller kender I det at man tager sig selv i at tænke: ”Er det mon en lastbil der kører forbi?” for så at opdage man står midt i et jordskælv? Og nu skal ud og stå på en åben plads fordi der er lokal jordskælvsalarm? Jeg tænker lige at opdatere bloggen en gang til før jorden går under, og det der.

Og hvilken bedre lejlighed findes der til lige at præsentere rejseholdet? The four Jacks? Det er da lige os. Fire danskere der er taget herned sammen, med afgangsdestinationen Løgumkloster Højskole. Det er os i en nøddeskal: ens jakkesæt og en forkærlighed for spontan firstemmig sang. Intern humor? Det tror jeg nok.
Andreas, Cilja og Lærke-Sofie er navnene på mine rejsekammerater. Kort fortalt er de skønne. Længere fortalt er de typerne der har egne blogs med egne betragtninger, beskrivelser og bevægelser, sådan da:

www.fuglsangperu.blogspot.com: Andreas er typen der bliver negerbrun efter to dage og kan snakke flydende spansk efter en uge, hvis du spørger ham. Det er ham der er ansvarlig for gruppens testosteronindsprøjtning og ”nede på jorden”-hed. Han får så god mad af sin ”mama” Katty at han skal trilles ud af flyveren til sommer.

Cilja er typen der er så morgentræt at folk spørger om hun er okay. Men når først hun vågner, er det fysisk umuligt for hende at stå stille. Truly! Hun er den jeg deler værelse, skuffer, badeværelse og spansktimer med. Det æ bar’ dæjli’.

www.traekfugliperu.wordpress.com: Lærke-Sofie er typen der elsker solbriller, men alligevel kun har taget et par med. Hun er typen der har haft spansk i gymnasiet i tre år, så hun er ligesom det skridt foran os andre. Og flot som hendes navn ellers er, så har vi kortet det ned til Karle for nemheds skyld. Sort of.

Og sammen? Sammen er vi uovervindelige! Eller, vi er i hvert fald fire meget forskellige personer der supplerer hinanden utrolig godt. Det er fedt at kunne dele det, man ser, hører og tænker her i Peru med lige præcis dem.

Men ja, vi går ud nu og venter på jordskælvet. Hvis det kører efter peruansk tid kan det snildt betyde en ventetid på et par timer, så vi håber lidt at naturfænomenerne her på stedet i det mindste er nogenlunde til at regne med. Hvis ellers vi overlever, begynder vi at undervise på mandag.

At rejse er at leve…

Men jeg vil nu vove at påstå at der er sket en del siden H.C. Andersen udtalte sig om emnet. Dengang var rejsen noget mere jordbunden end nu. Der var hestevognskørsel, man så landskabet skifte og der var tid til fordybelse og plads til eftertanke. Man blev måske, måske ikke, inspireret af omgivelserne, og der var en helt naturlig pause ved landevejskroerne hvor hestene såvel som en selv kunne hvile. Man ser det for sig. Idyllisk.

For mig var rejsen fra Madrid til Lima 12 timer i en halvmørk flyvemaskine med nul benplads og en miniskærm med et bredt udvalg af film, tv-serier, musik mm. at vælge i mellem til underholdning. Babyen bag mig holdt heldigvis op med at græde efter to timer. Ikke just det romantiske billede som H.C. pensler frem, vel? Men frem kom vi, og det samme gjorde vores bagage heldigvis. Skulle hilse og sige at det er lidt af en surrealistisk følelse at komme ud i lufthavnens velkomsthal og kigge efter nogen eller noget der skal tage i mod en, uden helt at vide hvad det er man ser efter, samtidig med at man bliver overbegloet af (mindst!) en million peruanere. Følte mig meget hvid og meget høj.
(Jep, den er god nok. Jeg har fundet det land jeg oprindeligt hører til i: Her er jeg ikke bemærkelsesværdigt lav, men derimod høj. Mine rejsekammerater derimod er bemærkelsesværdigt høje. Just saying. Alt er relativt.)
Pludselig så vi et skilt med teksten ”CEPROMUP” på, og der stod to mænd – chauffører – og ventede. Phew.

Vi blev kørt til Villa el Savador og sat af ved de tre huse hvor vi skal bo:
Andreas hos Katty, Andres og lille Nickolas på 5 år, Lærke-Sofie hos Gerardo (som for danskerne hedder Pio for nemheds skyld), og Cilja og jeg hos Consuelo, kontaktpersonen mellem Løgumkloster og CEPROMUP.
Det er i dag 8 dage siden vi ankom, det føles som en evighed og der er en masse indtryk der stadig er i gang med at fordøjes.

Dagen efter vores ankomst tog vi til Pios fødselsdagsfest på et diskotek der ligger tæt på Consuelos hus. Havde tænkt mig at fortælle en masse om min første fest i TEVA-sandaler, den anderledes måde og whatnot. Men der er bare gået lidt for lang tid til at bruge detaljer en masse på det. Kort sagt så står vi på et peruansk diskotek og drikker deleøl mens folk danser salsa omkring os. Jeg kunne helt tydeligt mærke at mine hofter ikke er integrerede nok i Peru til at kaste sig ud i heftig solodans på dansegulvet, så vi stod og drak øl når den kom forbi. Deleøl i Peru foregår ved at en med initiativ samler penge ind og køber nogle store flasker med øl og 2 glas. Glasset starter et sted i cirklen, førstemand hælder op i glasset og sender flasken videre i cirklen. Sådan cirkulerer drikkevarerne i cirklen, og det var en ret fed oplevelse! Det forventes selvfølgelig at man ikke lader næstemand vente i evigheder, at man lige tømmer glasset for skum ud på gulvet – hvor ellers? – og det kan godt være lidt svært at holde styr på hvor meget man får drukket. Men ånden i det er jo helt fantastisk! Ikke så meget dit og mit, men fælles og dele. Me like. Hvad angår musikken, så stod verdens mindst smilende DJ og spillede internationale pop-hits: Lady Gaga, Dirty dancing-remix, Justin Timberlake mm. Senere skiftede vi til salsa på spansk, og dansegulvet udviklede sig til flirtearea. Så der stod vi, ved et salsadansegulv og drak deleøl med TEVA-sandaler (eller, det var så kun mig der havde dem på. Sendte venlige tanker til Nanna og min far mens jeg stod og følte mig det stykke mere usexet end normalt.), og vi følte os som nyankomne fremmede vi var. Men altså, så er verden da heller ikke større end at en af gutterne spørger “Where do you live in Denmark?”, hiver sin iPod touch frem og finder et krakkort over verden frem, zoomer ind på Danmark og beder os om at pege. Og nåja, så var Køge da heller ikke længere væk.

P.S. Ved I hvor lang tid det tager at fordøje et kulturchok? Apparently 5 dage, hvis man skal tro min mave. Det var i hvert fald så lang tid det tog for den at opdage den var på et nyt kontinent. Uden at røbe for meget, så har jeg nu haft mit første møde med mister Imolope. Måske du kender ham som Loperamidhydrochlorid? Ak ja, kært barn har mange navne.

Afrejse…

… er først på torsdag. Altså i overmorgen. Altså allerede på torsdag??

Jeg forstår det ikke helt må jeg indrømme. Det er bare så surrealistisk at tænke på! De sidste to dage har været en konstant skiften mellem følgende tre sindsstemninger:

1. Nej nej, jeg skal slet ikke ud at rejse. Det er bare noget vi leger. Jeg skal bare være herhjemme og slappe af, det er sådan ok nice. Peru, siger du? Nåjo, men det er jo først om laaang tid, det er slet ikke nu, jeg er her bare. Jeg hygger mig.
2. Ja ja, jeg skal jeg ud at rejse, det er jo derfor jeg går og pakker. Lålå. Jeg pakker og ordner, for rejse, det skal jeg jo, det er lige mig. (Som i: Ja, det ser ud som om jeg har forstået det, som om jeg er med på den. Men det er jeg ikke. Det er bare noget jeg siger mens jeg ordner de små detaljer.)
3. JEG SKAL UD AT REJSE! PÅ TORSDAG! I MEGET LANG TID! Og så ellers bare sommerfugle i maven[slash]”Det magter jeg ikke!”-følelsen[slash]stress over at mangle en million milliard småting som jeg ikke lige kan sætte ord på, men som jeg er nødt til at mangle, for ellers ville jeg være klar. Og dét er jeg ikke!

Jeg synes ellers jeg har gjort alle de der ting som man gør, når man forbereder sig på at rejse. Jeg har hentet min rygsæk, købt vandresko, sørget for at mine forældre kan ordne pengesager for mig, undersøgt hvordan og hvorledes hvis der bliver udskrevet valg (!) og sagt farvel til venner og familie. Jeg har lavet lange 2do-lister, streget over og tilføjet nye ting der skal ordnes indenfor de næste 40 timer. Så hvorfor føler jeg mig stadig ikke klar? Måske er det bare noget, man først for alvor forstår nar man sidder i det. Jeg håber i hvert fald jeg forstår det før jeg skal hjem igen.

Ting der skal med:

• UNO (så keder man sig aldrig helt)
• Piller mod diarre.
• Flybillet! For pokker, jeg bliver ved med at glemme at regne den med! Nu printer jeg den altså ud.
• Skypeheadset.
• For 700 kroner kontaktlinser. Sådan er det nemlig at have bygningsfejl.
• Lange bukser fra H&M. Intet fancy, men uden huller – indtil videre.
• Alt det selvfølgelige: Toiletsager, andet tøj, rygsæk osv.

Ting der bliver hjemme:

• Mors beigefarvede safarishorts fra Haglöfs. Sorry, men så praktisk orker jeg bare heller ikke at være.
• 8 GB elsket iPod. Orker ikke at være bange for at miste den undervejs. Så hellere lytte til musikken udenfor, jeg har hørt der skulle være en del.
• Pæne sko. Forfængelighed: Be gone! Hvem siger man ikke kan feste i TEVA?
• Oxfords advanced learner’s dictionary. Kill your darlings, they say. Den kunne ellers være praktisk at have med.

Snakkede med erfaren dame fra rejsebureauet tidligere i dag. Hun beroligede mig med at det slet ikke var noget problem at komme fra Peru til Sao Paolo, busforbindelserne i Brasilien var skam vældigt stabile. Dem i Ecuador var … knap så stabile, men 3-4 dage burde være rigeligt til at tilbagelægge den strækning, mente hun. Den strækning, Puno-Sao Paolo, som min mor kommenterede med ordene: ”Jamen Stine, det er jo længere end herfra og til Nordnorge!” Så selvom det er langt, virker hjemrejsen ikke længere fuldt så uoverskuelig og umulig. Og det er jo nice.

Nå, men så smutter jeg. Vi skrives ved på den anden side af Atlanterhavet.

Lister

Hele 2 indlæg på en dag. Er hun for real? Ja, det er jo ikke for sjov, det her.
Eller jo, det er det. Det er mest for sjov, heldigvis. Men i undervisningsdelen af Project: Blog har vi bl.a. lært om lister: Hvordan de kan skabe overblik og generelt lige opsummere pointerne i den halve roman der gik forud.  Så here goes, til ære for Elias, for at bevise at jeg både lyttede og lærte, og for at I som læsere kan følge med i punktform (Hey, I don’t blame you for not reading e-v-e-r-y-t-h-i-n-g)

Foreløbig 2 do-liste for det næste halve år af mit liv:

•           Oprette blog (check)
•           Undervise i engelsk
•           Bo hos Consuelo & familie
•           Rejse rundt i Peru, herunder:
•                      - Incatrail og Macchu Picchu
•                      - Besøge Manu Nacional Park og se jungle og vilde dyr
•                      – Couchsurf like, crazy!
•           Komme til Sao Paolo tidsnok til min hjemrejsebillet (hvordan? Vi får se…)
•           Sende ansøgning af sted til RUC (Man kan altid annullere den, right…?)
•           Finde lejlighed og flytte hjemmefra
•           Ha’ det grineren
•           Finde meningen med livet, måske?

 2 do, bare sådan lige den næste uges tid:

•           Køb en rygsæk (nogle ville mene, det var en detalje?)
•           Booke Inkatrail (Lonely Planet anbefaler man er ude i god tid)
•           Planlægge opvarmning til idrætstime i morgen
•           Sende legatansøgning af sted
•           Afslutte mailkorrespondance med aviser ang. rejseberetning
•           Tude lidt (OK, who am I kidding: meget!) over at stoppe på højskolen på lørdag.